Kvantitativ lempelse

Hvad er Kvantitativ Lempelse?

Kvantitativ lempelse (KL), ofte kendt som Quantitative Easing (QE), er et ukonventionelt pengepolitisk værktøj, som en centralbank anvender for at stimulere en økonomi, når standardværktøjer som justering af rentesatsen bliver ineffektive, typisk når målrenten er tæt på nul. Som en del af monetary policy (den bredere finansielle kategori, som kvantitativ lempelse tilhører), indebærer KL, at centralbanken køber store mængder finansielle aktiver, primært statsobligationer og andre værdipapirer, fra kommercielle banker og andre finansielle institutioner. Målet er at øge pengeudbuddet, sænke de lange renter og injicere likviditet i finanssystemet for at fremme udlån og investeringer, og dermed understøtte økonomisk vækst.

Historie og Oprindelse

Konceptet kvantitativ lempelse blev først bredt implementeret af Japans centralbank, Bank of Japan (BOJ), i begyndelsen af 2000'erne som et svar på landets langvarige periode med lav inflation og økonomisk stagnation efter bristningen af en aktivboble i 1990'erne. BOJ øgede i marts 2001 sit mål for kommercielle bankers indeståender hos centralbanken langt ud over deres reservekrav, hvilket effektivt reducerede den kortsigtede markedsrente til nul. Banken øgede også sit loft for månedlige køb af japanske statsobligationer markant i et forsøg på at presse de lange renter ned.

Efter finanskrisen i 2008 fulgte andre store centralbanker, herunder den amerikanske Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Bank of England, trop. De implementerede omfattende kvantitative lempelsesprogrammer for at modvirke de alvorlige økonomiske tilbageslag, da deres traditionelle renteværktøjer havde nået deres grænser. Disse programmer involverede køb af bilioner af dollars i aktiver for at stabilisere markederne og fremme genopretning.

Centrale Pointer

Kvantitativ lempel⁹se er et pengepolitisk værktøj, hvor en centralbank køber store mængder værdipapirer for at øge pengeudbuddet og sænke lange renter.
Det anvendes typisk, når centralbankens primære renteværktøj er tæt på nul, og yderligere økonomisk stimulus er nødvendig.
Målet med kvantitativ lempelse er at tilskynde banker til at yde flere lån, stimulere investeringer og forbrug for at fremme økonomisk vækst og forhindre deflation.
Potentielle risici inkluderer øget inflation, dannelse af aktivbobler og forværring af ulighed.
Effektiviteten af kvantitativ lempelse er fortsat genstand for debat blandt økonomer.

Fortolkning af Kvantitativ Lempelse

Kvantitativ lempelse fungerer ved, at centralbanken digitalt skaber nye penge for at købe finansielle aktiver fra kommercielle banker. Denne proces øger bankernes reserver, hvilket giver dem mere [likvidi⁸tet](https://diversification.com/term/likviditet) og tilskynder til udlån til virksomheder og forbrugere. Når en centralbank køber statsobligationer og andre værdipapirer, stiger priserne på disse aktiver, og deres udbytte falder. Dette betyder lavere langsigtede renter, hvilket gør det billigere for virk⁷somheder at låne til investeringer og for forbrugere at låne til store køb som boliger og biler.

Målet med kvantitativ lempelse er at sænke låneomkostningerne i hele økonomien, ikke kun kortsigtede renter, som centralbanken direkte kontrollerer. Ved at presse de lange renter ned stimuleres økonomien indirekte ved at gøre det mere attraktivt at låne og investere, hvilket kan føre til øget efterspørgsel, jobskabelse og forhindring af deflation. Centralbankens balance udvides som følge af disse aktivkøb, hvilket reflekterer den øgede pengemængde i systemet.

Hypotetisk Eksempel

Forestil dig et hypotetisk scenario, hvor en økonomi befinder sig i en dyb recession, og centralbankens målrente allerede er tæt på nul. Virksomheder skærer ned på investeringer, og forbrugertilliden er lav. Standard pengepolitik har udtjent sit formål.

For at give yderligere stimulus annoncerer centralbanken et kvantitativt lempelsesprogram, hvor den vil købe 100 milliarder DKK i langsigtede statsobligationer fra kommercielle banker over en periode på seks måneder gennem open market operations.

Trin for trin:

Køb af aktiver: Centralbanken opretter digitalt 100 milliarder DKK i nye reserver. Den bruger disse reserver til at købe statsobligationerne fra kommercielle banker.
Øget banklikviditet: De kommercielle banker, som før holdt obligationer, holder nu kontanter (reserver) på deres konti hos centralbanken. Dette øger deres likviditet betydeligt.
Lavere renter: Med øget efterspørgsel fra centralbanken stiger prisen på statsobligationer, og deres afkast falder. Dette presser de lange renter ned i hele obligationsmarkedet.
Tilskyndelse til udlån og investering: Banker har nu mere likviditet og lavere afkast på risikofrie statsobligationer. Dette motiverer dem til at udlåne mere til virksomheder og forbrugere. Virksomheder kan tage billigere lån til udvidelse, og forbrugere opfordres til at købe huse eller foretage andre store investeringer, da låneomkostningerne er faldet. Dette kan føre til en stigning i samlet efterspørgsel og bidrage til økonomisk opsving.

Praktiske Anvendelser

Kvantitativ lempelse tages i brug i situationer, hvor en økonomi står over for alvorlige udfordringer, og den traditionelle pengepolitik er udtømt.

Bekæmpelse af Recession og Deflation: Centralbanker anvender kvantitativ lempelse, når renter er tæt på nul, og økonomien stadig har brug for stimulus for at undgå en dyb recession eller farlig deflation (faldende priser). Dette var tilfældet under den globale finanskrise i 2008 og igen som reaktion på COVID-19-pandemien.
Stabilisering af Finansmarkeder: Ved at købe store mængder aktiver kan en centralbank injicere likviditet i markederne og forhindre et systemisk sammenbrud. Dette bidrager til finansiel stabilitet.
Fremme af Udlån: Målet er at tilskynde kommercielle banker til at udlåne de nye reserver, de modtager, til husholdninger og virksomheder. Dette kan føre til øget investering og forbrug, som driver økonomisk vækst. Ifølge Julia Selgrad fra Chicago Booth fører centralbankers køb af statsobligationer til, at investorer i stedet køber virksomhedsobligationer, hvilket sænker renten og øger investeringerne.

Begrænsninger og Kritik

På trods af dens intentioner er kvantitativ lempelse ikke uden kritik og potentielle ulemper:

Inflation: En af de primære bekymringer er, at den massive stigning i pengeudbuddet kan føre til for høj inflation, hvis økonomien genopretter sig hurtigere end forventet. Selvom dette ikke altid har været tilfældet i praksis, forbliver det en teoretisk risiko.
Aktivbobler: Kritikere hævder, at kvantitativ lempelse kan⁵ puste aktivbobler op ved at drive priserne på finansielle aktiver som aktier og ejendomme kunstigt op. Dette sker, fordi investorer, der søger højere afkast i et lavrentemiljø, investerer i mere risikable aktiver.
Ulighed: En anden kritik er, at kvantitativ lempelse især begunstiger dem med rigdom, da de ofte ejer de finansielle aktiver, hvis priser stiger. Dette kan⁴ potentielt øge formueuligheden.
Begrænset Effektivitet: Nogle økonomer argumenterer for, at kvantitativ lempelse kan have aftagende udbytte. Hvis banker vælger at holde de ekstra reserver i³ stedet for at udlåne dem, eller hvis virksomheder og forbrugere er uvillige til at låne på grund af usikkerhed, kan effekten på den realøkonomi være begrænset.
Valutadevaluering: En øget pengemængde kan føre til en depreciering af den lokale valuta, hvilket kan gøre import dyrere og potentielt bidrage til [cost-push inflation²](https://diversification.com/term/cost-push-inflation).

Kvantitativ Lempelse vs. Stagflation

Kvantitativ lempelse og stagflation er to distinkte økonomiske begreber, der dog ofte dis¹kuteres i samme åndedrag på grund af potentielle risici. Kvantitativ lempelse er en ekspansiv pengepolitik designet til at stimulere økonomisk vækst og bekæmpe deflation ved at øge pengeudbuddet og sænke renter. Formålet er at undgå en lavvækstsituation. I modsætning hertil er stagflation en økonomisk tilstand karakteriseret ved en uheldig kombination af langsom økonomisk vækst, høj inflation og relativt høj arbejdsløshed. Nogle kritikere frygter, at ukontrolleret kvantitativ lempelse, hvis den ikke følges op af reel produktionsforøgelse, kunne skabe et miljø, hvor der er for mange penge, der jagter for få varer, hvilket potentielt fører til inflation uden tilsvarende vækst – altså stagflation. Dog er kvantitativ lempelse i sig selv et aktivt forsøg på at modvirke de omstændigheder, der ofte forudgår stagflation, såsom deflationært pres og lavvækst.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor bruger centralbanker kvantitativ lempelse?

Centralbanker ty til kvantitativ lempelse, når deres primære værktøj, justering af rentesatsen, er blevet ineffektivt – typisk fordi renten er tæt på nul. I sådanne situationer er formålet med kvantitativ lempelse at yde yderligere økonomisk stimulus ved at sænke de længerevarende renter, hvilket tilskynder til udlån, investeringer og forbrug i økonomien.

Hvordan adskiller kvantitativ lempelse sig fra traditionel pengepolitik?

Traditionel pengepolitik fokuserer primært på at justere den kortsigtede målrente for at påvirke pengeudbuddet og kreditomkostningerne. Kvantitativ lempelse er derimod et ukonventionelt værktøj, der anvendes, når kortsigtede renter allerede er tæt på nul. Det involverer direkte køb af langsigtede værdipapirer for at påvirke langsigtede renter og tilføre likviditet direkte til finanssystemet.

Kan kvantitativ lempelse føre til inflation?

Ja, en af de store bekymringer ved kvantitativ lempelse er potentialet for at forårsage inflation. Ved at øge pengeudbuddet og bankernes reserver, kan der opstå et overskud af penge i økonomien, som, hvis det ikke modsvares af øget produktion af varer og tjenester, kan føre til prisstigninger. Centralbanker forsøger at styre dette ved at signalere, at de kan trække likviditet ud igen, når økonomien genopretter sig.

Hvad er kvantitativ stramning?

Kvantitativ stramning (Quantitative Tightening, QT) er det modsatte af kvantitativ lempelse. Det indebærer, at en centralbank reducerer størrelsen af sin balance ved enten at sælge de aktiver, den tidligere har købt, eller lade dem udløbe uden at geninvestere provenuet. Målet med kvantitativ stramning er at reducere pengeudbuddet, øge de lange renter og fjerne overskydende likviditet fra finanssystemet, ofte for at bekæmpe inflation eller normalisere pengepolitikken.